Stigaard's kuld C
Stigaard's Avidor X Røntveds Kuno
Fra drøm, til mareridt, til virkelighed...
Som nogle af jer sikkert ved, mistede jeg og min kæreste igår d. 29/7-2012 vores elskede vidunder Avi til en fødsel der gik galt..
Jeg troede aldrig vi skulle udsættes for en situation som denne, og jeg forbander mig selv langt væk.. Skyldfølelse.. Følelser der sidder uden på tøjet.. Det føles som et langt mareridt, jeg venter på at vågne op fra.. Men fakta er at vi ikke længere har vores lille pige ved os..
Jeg takker de folk der er her for mig i denne svære tid, uden jer vil tingene se langt mørkere ud..
Jeg takker ligeledes Abild Dyreklinik for den gode service og behandling..
Jeg ved godt jeg ikke kunne have handlet anderledes, at der intet kunne gøres for at redde hende.. Jeg ved godt at jeg ikke skal have skyldfølelse og dårlig samvittighed.. Vi gjorde hvad vi kunne, men intet var nok..
Til dem der er interesseret i hvad der skete kan læse med her..
Avi gik i fødsel d. 27/7.. Om eftermiddagen kl 17, opdagede vi det første blod.. Spændingen blomstrede og sommerfuglene i maven begyndte.. Endelig skulle min pige være mor!
Timerne gik, Avi blødte stadig, rullede sig, vred sig og man kunne se hun havde veer..
Om aftenen kontaktede jeg en kær bekendt og spurgte om det var normalt at der gik så længe. Ja, der kunne gå et døgn, så jeg bekymrede mig ikke så meget mere, gik i seng og lod hende klare ærterne selv..
Da jeg stod op d. 28, om formiddagen ved en 10 tiden, var der stadig ingen unger. Hun blødte stadig, men ingen tegn på veer.. Jeg begyndte at få en hård knude i maven, nervøsiteten begyndte og jeg blev mere bekymret.. Men jeg tænkte at det bedste vil være at stole på hende, for det skulle nok gå alt sammen.. Kl. 12 (middag), kom min kære mor, for vi skulle på Horsens kræmmermarked.. Min mor kunne godt se jeg var bekymret og nervøs, og beroligede mig det bedste hun kunne.. Jeg sagde at hvis hun ikke havde født når vi kom hjem fra marked, var jeg bange for der var noget galt.. Det var en hyggelig dag på kræmmermarked med min mor, kæreste og vores hund, og tankerne var andetsteds.. Men da vi snakkede om at tage hjemad igen, begyndte nervøsiteten og selvfølgelig spændingen igen..
Vi kom hjem ved en kl. 16 - 16.30 tiden, og der lå endnu ingen unger i reden.. Avi blødte stadig, og jeg kunne mærke liv i hendes mave.. Jeg blev enig med mig selv om at hvis der ikke skete noget i løbet af nogle timer, ringede jeg til dyrlægen.. Så jeg gav hende nogle timer mere.. Om aftenen ved en 21 tiden kunne jeg se der var ved at ske noget, så jeg tænkte YES! nu kommer de!
Yderligere timer gik, og jeg begyndte at finde telefonnumre til diverse vagtdyrlæger frem..
Lidt i kl. 24, begyndte hun igen at få presse veer, og jeg kunne se der var noget galt.. Jeg så spidsen af hvad der lignede en unge, og ca. 10 minutter efter kiggede jeg igen og så til min store rædsel en unge hænge halvvejs ud af hende, men hale og bagben først!! Jeg kunne lynhurtigt se hun havde brug for hjælp, så jeg ringede med det samme til vagtdyrlægen!! Jeg forklarede damen situationen med den omvendte unge og hende svar lød på: Det tror jeg ikke er et problem for rotter. Jeg blev forbløffet og siger er du sikker?? For hun jo ikke kunne få den ud!. Hvor hun efterfølgende erkender at hun ingen forstand har på rotter som der desværre er mange dyrlæger der ikke har.. Jeg spurgte hende om jeg kunne prøve at hive stille og roligt i ungen, og det sagde hun ja, det kunne jeg godt prøve.. Så jeg lagde på, og begyndte at hjælpe min lille pige af med ungen.. Jeg blev så ked af det da jeg så at Avi havde det virkelig hårdt, kæmpede og pev for at få ungen ud, så jeg måtte holde hovedet koldt.. I ren og skær desperation havde hun gnavet hul i ungen, for at få den ud.. Langt om længe fik jeg ungen ud af hende, og hun fik det tydeligt bedre og mere ro på. Ungen var (selvfølgelig) død.. Jeg ringede til Maria og fortalte hvad der lige var sket, og vi håbede at nu skulle de andre unger nok komme nemt ud, for det var nok den første der havde skabt problemer.. Jeg blev ved hende, hvis hun skulle få brug for min hjælp.. Timerne gik og ingen unger kom, men Avi blev ved at bløde.. Kl 03 om natten, kom den næste unge pludselig ud, død, og Avi begyndte at spise af den, så jeg fjernede den.. Jeg blev mere og mere urolig, og jeg kunne nu tydeligt se at der var noget HELT galt.. Jeg ringede rundt til diverse vagtdyrlæger i området, men igen kunne hjælpe mig!! Så jeg måtte gøre hvad jeg kunne for hende, selv.. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, masserede hendes mave, prøvede at fører unger ned.. Gav hende killingemælk og vand, sørgede for hun ikke blev dehydreret.. jeg sad ved hende til kl 06.30 om morgenen (d. 29) indtil min kæreste beordrede mig i seng, for jeg kunne intet gøre.. Jeg bad til at hun klarede det selv og bad til at hun skulle forblive okay.. Da jeg stod op nogle timer efter, var hun endnu dårligere, afkræftet og hendes krop var ved at blive kølig og jeg gik mere og mere i panik.. Ingen unger, men jeg kunne mærke dem i hendes mave, dog uden livstegn.. Hun blødte stadig, og jeg fór hen til computeren, og fandt en dyrlæge i Brabrand ved Århus (Abild Dyrklinik) som skulle have godt forstand på gnavere inklusiv rotter.. Min søster kom for at hjælpe mig, og jeg fik ringet derop, forklarede situationen og vi skulle komme så hurtigt som muligt med hende!! Så vi pakkede det mest nødvendige og fór af sted ud til bilen.. Idet jeg satte buret i bilen, fløj endnu en unge ud af hende, død.. Vi kom af sted og kørte måske lidt hurtigere end vi måtte, men jeg skulle bare have reddet min pige!! Vi kom derop og dyrlægen kom kort tid efter og viste os ind i rummet.. Hun fik mærket på hende, lyttet og konstaterede hurtigt at der stadig var unger i hende, uden livstegn.. Jeg tudbrølede hele tiden, for jeg vidste chancerne var små.. Dyrlægen var rigtig dygtig, god og medfølende og forklarede mig mulighederne.. Dommen var aflivning eller kejsersnit.. Kejsersnittet var en kæmpe risiko for at hun ikke vil overleve, da hun var så svækket, afkræftet og kold.. Da jeg fik af vide at et kejsersnit lå på mellem 4-5000 kr, brød jeg sammen.. Hvor skulle jeg skaffe de penge fra?! Men jeg var overbevist om at det var det jeg ville, jeg vil ikke miste Avi.. Så dyrlægen gav mig lidt tid til at være ved hende, inden de vil tage hende ind til operation..
Min søster var med mig hele vejen, og var en stor støtte for mig.. Min søster fik forklaret mig at der ingenting var at gøre, og jeg kom stille og roligt til fornuft.. Jeg var splittet.. Tårerne løb og vil ikke stoppe.. Da dyrlægen igen kom, spurgte jeg igen til hendes chancer for overlevelse ved kejsersnit.. Men svaret var det samme. Meget små.. Med gråd i stemmen, bad jeg dyrlægen om at aflive hende i stedet.. Hun var meget forstående og synes det var det rigtige valg.. Lige efter jeg havde sagt det, begyndte Avi pludselig af få veer endnu engang, og der kom igen en unge halvvejs ud, igen med hale og bagben først! Avi skreg af smerte og jeg brød sammen! Da gik det for alvor op for mig at jeg ikke kunne redde min elskede pige.. Dyrlægen hjalp hende af med den døde unge, mærkede hende igen på maven. Der var stadig unger derinde... Jeg tog Avi op, krammede hende og kyssede hende.. Fortalte hende hvor ked af det jeg var og bad hende om tilgivelse.. Fortalte hende at hun ikke måtte være det mindste i tvivl om hvor meget jeg elskede hende, og at jeg kun gjorde det for at hjælpe hende.. Dyrlægen spurgte om jeg ville være med, og jeg sagde ja.. Min søster gik ud fra lokalet, da hun ikke kan klare sådanne ting..
Jeg græd, græd og græd, og følte mig fuldstændig ødelagt..
Hun fik den bedøvende sprøjte, og det gjorde så ondt på hende.. Jeg kunne næsten føle hendes smerter..
Hun faldt sammen i min hånd, og lå i en dyb søvn..
Kort tid efter, fik hun den sidste sprøjte og efter få sekunder, var hun væk..
Hun lå der i min hånd, livløs, men fredsfyldt..
Jeg fik pakket hende trygt ind i hendes håndklæde.. Jeg fik det største kram af dyrlægen og hun beroligede mig og hjalp det hun kunne..
Vi kørte hjemad. Turen føltes så lang og var et rent helvede.. Jeg kunne ikke fatte at jeg sad med min lille pige, livløs.. Tårerne stoppede ikke, og jeg var i gråd hele vejen.. Da vi kom til Horsens, gik jeg i panik.. Hvordan skulle jeg sige det til Lasse (min kæreste)?? Det var jo også hans lille pige... Min søster hjalp mig ind med det tomme bur, og jeg fulgte efter med Avi i mine arme.. Min kæreste kom os i møde, så nervøs ud og sagde: Hvordan gik det? men et usikkert smil på læberne... Jeg brød sammen.. Og da gik det op for ham at hun ikke klarede det.. Jeg har aldrig set min kæreste så ked af det.. Han kæmpede med tårerne.. Han gik en tur med hunden for at tænke og komme sig lidt..
Jeg græd fortsat og havde en knaldene hovedpine..
Jeg lagde mig på sofaen, med Avi indhyllet i håndklædet i mine arme.. Og græd mig selv i søvn..
Lasse havde fjernet hende fra min favn, i min søvn..
Da jeg igen vågnede, besluttede vi os for at gå ud og begrave hende..
Vi fandt et sted til hende under et smukt æbletræ..
Det var det hårdeste vi har prøvet.. Jeg begyndte igen at græde, fik lagt blomster og et rødt bamse-hjerte med ordene: I love you ..
Vi holdt 5 minutters stilhed, og gik ind igen..
Avi blev taget fra os i en alt for tidlig alder..
Men jeg er taknemmelig for den tid vi havde med hende..
Hun vil have fyldt 1 år, næste måned d. 8 August..
Vi vil for evigt savne hende.. Hendes glade væsen, hendes små kroniske nys..
At vænne sig til ikke at skulle se hende mere, vil tage tid..
Du er allerede savnet..
Og du vil altid være savnet og højt elsket..
Aldrig glemt, og i hjertet gemt..
Sov godt min elskede pige <3